Diætist Huset
Menu

En diætist hjælper med
holdbare løsninger

Irritabel tyktarm (IBS) 

Irritabel tyktarm (IBS) er en meget hyppig, ikke livstruende mave-tarm-sygdom. man anslår at mindst hver 10. dansker lider af irritabel tyktarm. IBS er den engelske betegnelse  og står for: Irritable Bowel Syndrome. IBS er ikke en sygdom, der kan påvises med blodprøver eller biopsier og der findes ikke nogen test, der kan dokumentere, at man har IBS. Diagnosen stilles derimod ud fra de symptomer, som man oplever og fraværet af andre tarmsygdomme. Tilstanden kan hverken fjernes eller helbredes med medicin.  

Irritabel tyktarm er ikke farligt men det kan være meget irriterende. Dem som lider af sygdommen, har symptomer som tarmsmerter, oppustet mave og diarré eller forstoppelse. For nogle er generne så store, at det går kraftigt ud over livskvaliteten. Det kan dog være andre underliggende årsager til, at man oplever maveproblemer, heriblandt bekymringer, stress og en hektisk livsstil. 

Har du fået at vide af din læge, at der ikke er noget du kan stille op med dine mavegener, og du skal lære at leve med symptomerne? Dette er bestemt ikke korrekt – der er rigtig meget du selv kan gøre, for at få det bedre i din hverdag!

Hos DiætistHuset er vi stor erfaring i at vejlede om mave-tarm gener. Så book en tid og få professionel vejledning om din kost – vi kan hjælpe dig til en bedre hverdag! 

Der er ingen kendt årsag til lidelsen og den betegnes som en udelukkelsesdiagnose, dvs. at man har udelukket alle andre mave-tarm sygdomme. Man ved heller ikke med sikkerhed, hvorfor irriteret tarm opstår. Men noget tyder på, at vestlig livsstil og kost bærer en del af skylden. Grundene til irriteret tyktarm kan også være andre. Bl.a. genetik, ændret flora i tyktarmen, psykologiske spændinger, andre sygdomme kan være årsagen.

Hvad og hvornår du spiser har stor betydning for, hvordan din mave har det. Det er derfor vigtigt, at du tænker over, hvad du spiser, hvis du har irriteret tyktarm. Hvis man ændrer sin kost, kan man i langt de fleste tilfælde mindske eller ofte helt fjerne generne. De senere år har forskningen fundet frem til, at behandlingen af irriteret tyktarm ikke nødvendigvis skal være den samme for alle. For nogle hjælper det at drikke mere vand, spise mere groft brød, grøntsager og frugt samt motionere mere. For andre kan det give anledning til yderligere ubehag, hvis de begynder at spise flere fibre.

For nogle vil en justering af kosten være nok til at afhjælpe de fleste symptomer. Men for nogle kan det være en idé med en mere restriktiv diæt, som fx Low FODMAP diæten, for at komme symptomerne til livs. Det kan dog godt svare sig, at man først prøver at drikke mere vand og motionere mere, justerer mængden af kostfibre man indtager, eller spiser mælkesyrebakterier – måske kan det være nok til at dæmpe symptomerne.

Undersøgelser viser, at mere end 7 ud af 10 med irritabel tarm (IBS) eller inflammatorisk tarmsygdom (IBD) har gavnlig effekt af at følge en Low FODMAP diæten. Det er samtidig vigtigt, at en læge udelukker andre lidelser, f.eks. alvorlige tarmsygdomme, allergier eller intolerancer, inden man forsøger sig med en Low FODMAP-diæt

I DiætistHuset kan vi hjælpe dig med at planlægge kosten og finde frem til de ændringer, som virker for dig. 

Det kan være en stor udfordring at skulle leve med irritabel tarm. Det er en sygdom, som man bliver mindet om konstant – både i hverdagen, når man spiser, køber ind eller når symptomerne viser sig - og ved særlige lejligheder som ferier, fester osv., hvor man måske bekymrer sig om menuen, eller man er flov over sin oppustede mave og de hyppige toiletbesøg. Mange har sygedage som følge af maveproblemerne, og bliver ikke taget alvorligt når de prøver at få behandling for symptomerne. Flere vælger ikke at deltage i sociale arrangementer af frygt for at opleve generende episoder og være afhængig af at have et toilet i nærheden. Nogle oplever også stress i forbindelse med sygdommen – og da stress nemt kan give maveproblemer, kan man føle sig fanget i en ond cirkel.  Det gør det heller ikke nemmere, at maveproblemer ofte er et tabuemne, som det er svært at tale med andre end de allernærmeste om.

Heldigvis er der ting man kan gøre selv for at mildne sygdommen, selv om vejen til en symptomfri tilværelse kan synes lang og uoverskuelig. Det kan være svært at finde energien til at skulle gennem en større omlægning af kosten – men det kan måske være motiverende at vide, at prognoserne er gode. Faktisk oplever 7 ud af 10 en bedring efter en vellykket behandling, så for flertallet vil det være besværet værd at bruge nogle måneder på at afprøve Low FODMAP. Det er dog helt afgørende, at den der modtager behandlingen også er motiveret for at følge diæten.

Ud over at justere kosten har mange med irritabel tarm gavn af regelmæssig motion, da dette kan have en positiv effekt på tarmens bevægelser og kan reducere smerter ved blandt andet forstoppelse.

Gode måltidsvaner vil også have stor betydning for hvor godt behandlingen virker. Hvis man sørger for at spise langsomt og i rolige omgivelser, tygge maden grundigt og spise små, regelmæssige måltider, vil man hjælpe behandlingen yderligere på vej.

Nogle finder det også nyttigt at holde øje med symptomer, toiletvaner osv. og indføre dem i et skema for at få et bedre overblik. Hvis man føler behov for at håndtere sin stress mere direkte, kan coaching eller afspændingsøvelser være mulige løsninger.

Irritabel tarm (IBS)

Irritabel tarm, eller IBS (Irritable Bowel Syndrome), kan skyldes flere ting: et overfølsomt fordøjelsessystem samt manglende fordøjelsesenzymer i tarmen kan være en forklaring, men psykiske faktorer, usund kost eller unormale måltidsmønstre kan også have en betydning.

Symptomer, der kan forekomme ved irritabel tarm, er:

  • Oppustethed, rumlen og luft i maven
  • Mavesmerter
  • Vekslende afføringsmønster (form, hyppighed)
  • Ufuldstændig tømning af tarmen ved toiletbesøg
  • Slim i afføringen

Irritabel tarm er en tilstand, som ikke kan påvises ved en blodprøve el. lign., men hvor man i stedet vurderer patientens symptomer og deres sværhedsgrad og varighed. For at få diagnosen skal man have oplevet smerter og ubehag i maven mindst 3 dage om måneden i 3 måneder eller mere, og generne skal blive mindre efter toiletbesøg. Over 800.000 danskere har fået diagnosen irritabel tarm, men endnu flere har lidelsen, da det ikke er alle, der søger behandling.

 

Inflammatorisk tarmsygdom (IBD)

Inflammatorisk tarmsygdom, eller IBD (Inflammatory Bowel Disease) dækker over en række sygdomme i tarmen, hvoraf de mest almindelige er Morbus Crohn og Colitis Ulcerosa.

IBD har en del symptomer til fælles med IBS, men ofte er der andre symptomer både i og uden for tarmen, der knytter sig til IBD, som f.eks. blødning fra endetarmen, appetitløshed, blodmangel og hudirritation. Disse symptomer viser sig kun, når sygdommen er i en aktiv fase.

Low FODMAP diæten kan også have positiv effekt på IBD – dog kun, når sygdommen er i ro. I aktive faser skal man spise en almindelig kost med rigeligt protein.

Symptomer på irriteret tarm

  • mavesmerter
  • oppustethed
  • udspilethed
  • luft i maven
  • diarre
  • Kvalme
  • Træthed
Loading...